Ejendomsmæglerens tricks

Vi kender dem alle sammen – sælgeren, der med sine skarpe replikker og høje taletempo, er overbevist om, at han kan sælge hvad som helst. Det sker alle steder; i telefonen, på gaden, i shoppingcentret – og naturligvis hos ejendomsmægleren. Selvom man er sikker på, at den slags tricks ikke rammer en selv, sker det af og til, at ejendomsmægleren hiver et nyt trick op af ærmet, som rammer lige netop dig. Vi har derfor samlet en række af ejendomsmæglerens tricks, så du kan være opmærksom på dem næste gang, du skal købe eller sælge din bolig.

De mest kendte

Det sker alle steder, at NYHED er påklistret en vare for at få dig til at købe. Det gælder naturligvis også boliger, hvor du i din søgen efter drømmeboligen nu er stødt på en nyhed, som du måske er den første, der ser. Et andet kendt trick er genstartsknappen på salget. Liggepest er noget enhver sælger frygter, da boliger med lange liggetider kan være svære at sælge. Ejendomsmægleren vil derfor fra tid til anden opfordre sælger til at tage sin bolig af markedet for så at sætte den til salg igen nogle måneder senere og dermed genstarte liggetiden. Det er et beskidt trick, som desværre virker i mange tilfælde.

Læs også: 3 tips til hurtigere boligsalg

Den populære bolig

Endnu et af ejendomsmæglerens tricks er udvælge en bolig som populær. Det er et psykologisk trick, der snyder os til at tro, at hvis noget er populært, er det også godt. Ejendomsmæglerne benytter dette trick, når du på deres hjemmeside kan se, at 100 andre også har set på denne bolig. Det samme gør sig gældende ved åbent hus-arrangementer, hvor man sammen med andre interesserede købere er med til at vise, hvor populær boligen er. Det kan fremskynde bud som ofte er langt over markedsprisen.

Læs også: Hvad er en digital ejendomsmægler?

De virkelig feje tricks

Når ejendomsmægleren vil være rigtig fej, finder han disse tricks frem. Kunden træder ind ad døren og boligen flyder med de blå futter, du kender fra svømmehallen. Det kan se enormt rodet ud, men det er et helt bevidst trick fra ejendomsmægleren. Sådan kan man narres til at tro, at der har været så mange interesserede kunder forbi. Så mange, at han ikke har haft tid til at rydde dem op. Det samme gør sig gældende, når der ikke er flere flyers tilbage af salgsopstillingen. De er altså blevet revet væk af de mange interesserede kunder.

Er de helt desperate, vil de måske endda begynde at snakke skuffesalg og køberkartotek. På den måde bliver du nemlig en del af deres eksklusive klub, hvor kun du får adgang til de hotteste boliger i området. Dette er naturligvis endnu et beskidt trick, som ikke har noget hold i virkeligheden. Til gengæld kan det få dig som køber til at fremskynde et bud og måske endda hæve prisen, da du ikke vil lade andre se huset efter dig.

Læs også: 10 tips til den gode fremvisning