5 tips til boligannoncen

Selvom du skaber den bedste salgsannonce for din bolig, får du ikke gennemført et salg, hvis ikke den bliver annonceret på den rigtige platform. Tiden hvor det bedste sted at annoncere, var i vinduet hos din lokale ejendomsmægler nede på hjørnet, er længe forbi. Vinduerne er rykket fra gadehjørnet til digitale annonceringsplatforme. De online platforme giver dig, mulighed for at nå et større antal potentielle købere, da din bolig annonceres til hele landet. Til gengæld er konkurrencen blevet hårdere, da disse platforme får nye boliger hver eneste dag. Din annonce skal derfor være knivskarp, hvis interesserede købere skal klikke ind på den. Vi giver her 5 tips til boligannoncen – så du kan skabe den perfekte salgsannonce for din bolig.

Vælg den rigtige platform

Ikke alle platforme er ens, og nogle lader dig sælge din bolig hurtigere end andre. Som privatperson kan du annoncere på et begrænset antal platforme, nogle bedre end andre. Du har som privatperson desværre ikke adgang til Danmarks førende side til boligsalg, boligsiden.dk, denne side er forbeholdt ejendomsmæglere. Ønsker du at annoncere på boligsiden.dk alligevel, kan du anvende en digital ejendomsmægler, da de ikke opkræver samme høje salær som en traditionel ejendomsmægler. Listen over platforme for privatpersoner er stadig lang, og værd at nævne er sider som Boliga, Facebook, DBA og GulOgGratis. Alle lader dig annoncere din bolig, og har hver især forskellige fordele og ulemper. Boliga er den eneste af platformene, der er 100% henvendt salg og køb af ejendom. De besøgende på siden er dermed allerede på udkig efter bolig, og bliver ikke forstyrret af andre varer. Facebook, DBA og GulOgGratis, er åbne markedspladser, hvor man kan sælge alle produkter. Da det er nemt at oprette en annonce på alle siderne, kan det være en god ide at gøre.

Læs også: Annoncering af bolig ved selvsalg

Fang boligen fra sin bedste vinkel

Det første indtryk potentielle købere får af din bolig, er billederne i boligannoncen, som præsenteres på salgsplatformene. Det er derfor vigtigt at billederne er taget af en professionel fotograf, der forstår at gøre din bolig indbydende fra første sekund. Selvom mange kan være fristet af at bruge sin smartphone eller digitalkamera, giver det ikke samme kvalitet. Undersøgelser viser at interesserede købere ikke klikker ind på annoncer, hvis det første billede ikke er af tilfredsstillende kvalitet. Anvender man en digital ejendomsmægler vil professionel fotografering af boligen være med i deres salær, og det kan hurtigt blive en god investering.

Find din indre forfatter frem

H.C. Andersen skrev om den grimme ælling, der endte som en smuk svane. Når teksten til boligannoncen skal skrives, må du finde din indre forfatter frem, og drage inspiration fra eventyrverdenen. Man bør aldrig lyve i en annonce, men kreativ formidling kan hjælpe med at sælge din bolig. Skriver man blot et resume af boligens detaljer, vil interesserede købere hurtigt kede sig. I stedet kan man gennem spændende tekster, inddrage husets sjæl i teksten, og lade købere drømme sig til et liv i netop din bolig. Beskrives boligen samtidig gennem ”finere” ord, stiger kundens opfattelse af prisen. Ord som stuk og havudsigt signalerer luksus og en højere pris. Bruges de i kombination med ord som harmoni og varme, så har man en vinder. I den modsatte ende har man ord som garage og rødsten, der signalerer en lavere værdi, og et gennemsnitligt hus. Det er din opgave som sælger at skrive en tekst, der forvandler den grimme ælling til den smukke svane.

Hav styr på tallene

Detaljerne er vigtige, og ofte der hvor købere filtrerer boliger på salgsplatformene. Sørg for at informationerne i boligannoncen, passer til virkeligheden. Det er vigtigt at købere hurtigt kan danne sig et overblik over ting som, m2 pris, værelser, energimærke, afstand til centrum, osv. Disse informationer vil ofte blive præsenteret i en tabel, så man hurtigt kan danne et overblik over boligen, og om den passer til de behov man som køber har.

Læs også: Undgå faldgruberne ved selvsalg

Gem fejlene væk

Har huset større fejl, er det naturligvis vigtigt at beskrive omfanget af dem. Her kan du også i teksten beskrive hvad fejlene skyldes, og hvad fremtidsudsigterne for fejlene kan være. De små fejl som alle boliger har, bør dog gemmes mere væk. Er fejlene hurtige at udbedre, kan man med fordel gøre det inden der tages billeder til annoncen. I sidste ende, er det de små ting der kan gøre forskellen.

Opsummering

  • Der findes masser af platforme – Overvej at anvende en digital ejendomsmægler for at få adgang til boligsiden.dk, til et lavere salær end den traditionelle ejendomsmægler.
  • Billeder er vigtige, og er indgangsvinklen til boligannoncen – Overvej at ansætte en professionel fotograf. Bruger du alligevel digital ejendomsmægler for at komme ind på boligsiden.dk, vil de ofte have en fotograf inkluderet i prisen.
  • Tænk på H.C. Andersen, når boligen skal beskrives – En god tekst kan sælge din bolig hurtigere, også her kan det betale sig at søge professionel rådgivning.
  • Tal er kedelige, men vigtige – Sørg for at alle detaljer er på plads, så købere hurtigt kan danne sig et overblik over boligen.
  • Gem fejlene væk – Har du mulighed for det, kan du rette op på småfejl, så køber ikke får et dårligt indtryk af boligen.

Læs også: 7 tips til selvsalg af din bolig